Udsigt over Barcelos.

Hvordan var det at gå Camino de Portugués, Martin?

Kort over de primære ruter til Santiago de Compostela gennem Spanien og Portugal
Hvilken rute? Der er mange veje til Santiago de Compostela. Fra caminoguides.com

I disse dage er det (allerede!) et år siden, jeg vandrede den klassiske pilgrimsrute fra Porto i Portugal til Santiago de Compostela i det nordvestlige Spanien, hvor katolikkerne er overbeviste om, at disciplen Jakob er stedt til hvile i krypten. Det er én af de mange ruter, der alle hedder ’camino’. Den mest kendte er ’Den Franske’, der starter i De Franske Purenæer. ’Den Portugisiske’ løber fra Lisabon. Min camino endte på rundt regnet 235 km. Det var en lige tilpas stor udfordring for mig.

Min dagsrytme blev typisk: Op når det rumsterede på værelset lidt over 6.00. Ud af herberget ca. kl. 7.00. Nogle morgener spiste jeg inden afgang, andre først på en café efter nogle km. Frokost og et hvil mellem 13.00-14.00. Ankomst ud på eftermiddagen, så i bad og ordne vasketøj (man har blot to sæt af det mest nødvendige med: et sæt på og et til tørre/i tasken). Dernæst ud at finde noget solid aftensmad – typisk er der gode pilgrimtilbud tæt på herberget. Tidligt i seng.

Mine billeder og videoer

Her er mine billeder og små videoklip fra vandringen.

Du er velkommen til at kommentere på dem 🙂

Udsigt over Barcelos.
Ungerne havde lånt mig hver en figur med. Det var en dejlig måde at have dem i lommen undervejs – og en nem mulighed for at fortælle om, hvad der er på billederne, da jeg kom hjem.

Sådan forløb min camino

Min tur fra overnatning til overnatning forløb i korte noter således:

Ca. 1 km fra lufthavnen til Airport Hostel

Jeg fløj fra Kastrup via Gatwick til Porto og landede omkring kl. 23. Så jeg søgte direkte til den eneste reservation, jeg havde lavet på forhånd: et usselt hostel tæt på lufthavnen, hvor jeg ikke fik meget søvn, fordi folk kom og gik efterhånden som det passede med flyene.

Ca. 22 km til Vila do Conde

Formiddagen brugte jeg på sight seeing i Porto og det ’obligatoriske’ besøg i katedralen.
Jeg fulgte anbefalingerne fra min guidebog og diverse fora og tog metroen ud til Matosinhos, der er en af Portos nordlige forstæder, og begyndte min vandring nordpå langs kysten derfra.

De sidste kilometer ind til byen fulgtes jeg med et elskværdigt og meget rutineret par vandrere fra midtvesten i USA. De gik dog et par km videre og ville i øvrigt følge kysten stort set hele vejen op, så dem regnede jeg ikke med at se igen.

Overnatningen var i et fint nybygget herberg.

Ca. 28 km til Barcelos

Næste morgen da jeg strammede rygsækken til efter at have pakket det hele, blev gulvet hurtigt vådt. Det viste sig, at jeg havde strammet for meget og sprængt den vandblære, jeg havde lånt af Rune… Nå, jeg fik en aflagt 1½ liters flaske af en venlig brite – og så af sted.
Cirka halvvejs på etapen forlod jeg kysten og krydsede ind i landet via Rates mod Barcelos.
Da jeg ankom ud på eftermiddagen, var en byfest i anledning af påsken i fuld gang.

Selve herberget var udmærket, og jeg fik den nederste køje i et værelse med seks senge. I køjen over mig ”sov” en tung portugisisk herre med søvnapnø. Det vil sige, han snorkede bravt(!) det meste af tiden. Så var der stille – helt stille – fra hans køje i et par minutter (er manden død?) NEJ – det er han ikke, beviser det næste brag af et snork. Oplevelsen var selvsagt ved at drive os andre fire i værelset til vanvid. Det viste sig følgende dag, at min taktik havde været den bedste: Kl. 1 tog jeg min sovepose og madrassen med udendørs under et halvtag. Den oplevelse bandt os fire øvrige sammen, og hver gang vores veje krydsedes (og det gør de jo jævnligt, når alle følger de samme pile mod det samme mål) de næste dage, kunne vi tale om ”The Snoring Death”.

Ca. 32 km til Ponte de Lima

Hele eftermiddagen havde vi gået med tunge regnskyer øst for os. Sidst på dagen fulgtes jeg med de tre lidelsesfæller fra natten før. De to af dem havde allerede ret så ødelagte ben og fødder af at gå på brostenene. De havde taget den hårde vej ud ad Porto gennem industrikvartererne og de første to dage inde i landet, hvor der åbenbart havde været væsentligt flere brosten til sammenligning med de fine spang, jeg havde gået på hele første og dele af anden dag.

Vi nåede netop at blive indkvarteret på et stort herberg, da regnen begyndte at sile ned. Dog holdt det nogenlunde tørt, da jeg var ude at spise i den flotte by ved floden.

Ca. 38 km til Tui

Turens længste dagsmarch, der netop bragte mig ind i Spanien, på trods af at jeg hjemmefra havde planlagt at stoppe i grænsebyen i Portugal, Valenca, 8 km før. Men benene var gode og ad to omgange før og efter frokost havde jeg haft godt selskab af et par studerende, der satte et godt tempo.

Ca. 32 km til Redondela

Denne dag blev – sammen med dagen til Valga – turens hårdeste. De mange km fra dagen før sad i benene. Det var varmt. Og der var en del barske stigninger – hvor jeg klart havde det værst, når det gik nedad. Men: det var et smukt område.

Ca. 21 km til Pontevedra

Denne dag var jeg glad for, jeg ikke gik længere. Pontevedra var nok den smukkeste af de byer, jeg besøgte. Og så ramte jeg byen på en dag, hvor påskens højtideligheder virkelig havde sat byen på den anden ende. Så jeg kom lidt småsent i seng og fik derfor endnu en hård dag på vej til:

Ca. 33 km til Valga

Et begyndende maveonde udviklede sig sådan, at jeg havde det bedst, når jeg gik fremfor at stå stille – det betød, at jeg ændrede i planerne og slog tre kortere etaper sammen til to længere, for at kunne få en ekstra hviledag i Santiago inden flyveturen. At der så også kom et solidt regnvejr over frokost hjalp jo ikke helt vildt på humøret. Men ok, jeg var også blevet lidt solskoldet efter seks dage med høj sol, der i løbet af dagen bevæger sig fra højre skulder over nakken til venstre.

Ca. 28 km til Santiago de Compostela

Fra morgenstunden brugte jeg lidt tid på et lillebitte apotek for med tegnsprog og med hjælp fra alverdens kendte og ukendte sprog at ramme nogle gloser til fælles med den stakkels ekspedient, der tilsyneladende kunne lige præcis de sprog, jeg ikke kunne. Men hun fangede min udfordring og efter en portion ”yoghurt” og lidt hvile kom jeg i gang igen.

Det endte med at blive en rigtig dejlig dag, for ud på eftermiddagen nåede jeg frem til katedralen. Det gav en solid omgang gåsehud at dreje om det sidste hjørne!

Hviledage

Vel fremme stødte jeg ind i den venlige brite, der havde givet mig sin flaske – den havde ganske stabilt holdt hele turen. Vi mødte også det hurtige par studerende. På grund af min ændring i planen nåede vi at mødes og spise i Santiago. Og på min hviledag, hvor jeg var i katedralen og se det imponerende ‘Botafumeiro‘, hvor et enormt røgelseskar svinges på tværs af hele katedralens kirkeskib, stødte jeg ind i det amerikanske par. De inviterede på middag – og, hvis det skulle blive aktuelt for mig eller familien – på en overnatning ’back home’.

Hvad fik jeg ud af det?

Det var en kæmpe oplevelse at få lov at mærke de historiske sus fra mere end 1.000 års pilgrimsfærd ad de samme stier gennem fantastiske landskaber. Men turen gav mig personligt forbavsende lidt tid til at gå og tænke for mig selv. Temmelig meget af min opmærksomhed gik med at planlægge de næste trin af dagens tur: Hvor kan jeg fylde drikkedunken? Hvor er der kaffe? Skal jeg have madpakke med? Risikerer jeg endnu en omgang ”The Snoring Death”? (Ja, det gjorde jeg – men samme taktik som tidligere hjalp igen).

Alt i alt har jeg nok fået tænkt mere over min stresssygemelding fra 27. august 2015 under de gradvist længere gåture, jeg tog herhjemme på mine sygedage frem til raskmeldingen kort før påsken 2016, end på de mange km på Jakobsvejen fra Porto mod Santiago de Compostella. Men det er skam også ok; jeg var netop ikke taget af sted med en ”tænkeopgave” til mig selv, endsige med en forventning om åbenbaringer. Jeg fik en tilpas stor udfordring og store oplevelser med retur. Formen med at kunne gå de primære stræk alene og så have mulighed for at være social om aftenen passede mig rigtig godt. Jeg tager gerne en pilgrimsvandring igen – men så skal det være en længere tur. De første dage går med at komme ind i rytmen, og jeg følte først for alvor jeg var til stede i oplevelsen de sidste dage.

Filmplakaten for filmen The Way med Martin Sheen og Emilio Estevez
Se filmen The Way for den rørende historie og den gribende stemning. Specielt hvis du overvejer at gå Camino.

Til dig, der måske finder dette indlæg under din egen planlægning: Tag og få set Emilio Estevez og Martin Sheen i den fantastiske film The Way!

Og kontakt mig gerne, hvis du føler for det.

I min planlægning havde jeg god gavn af:

 

Skriv et svar